Vaccination & Chipning

Chipning

I følge lovgivningen skal hunde chippes og registreres i Dansk Hunderegister inden de er 8 uger jf. Bekendtgørelsen om mærkning og registrering af hunde

I følge lovgivning pr. 1.7.2021 skal katte også være chippet for at bekendtgøre, at de har et ejerforhold.

De fleste vælger at få chippet, lavet sundhedstjek og sundhedsbog samtidig.

For priser og tidsbestilling; kontakt Ringkøbing Dyrehospital på tlf. 97 32 20 22.

Vaccinationsanbefalinger

Vi anbefaler at man vaccinerer hvalpen når den er henholdsvis 8, 12 og 16 uger gammel (Iht. WSAVA anbefalinger). Grunden til, at man anbefaler disse 3 vaccinationstidspunkter, er, at imens hvapene dier hos moderen, modtager de antistoffer fra hende. Så længe disse antistoffer er aktive og i tilstrækkelig mængde, beskytter de hvalpene mod sygdomme. Det er dog forskelligt hvalpene imellem, hvor længe dette beskyttende niveau varer. Når antistof niveauet falder, er hvalpene i risiko for at blive syge. Derfor bliver man nødt til at vaccinere fra det første tidspunkt, hvor der er chance for, at antistofferne ikke er tilstrækkelige (Uge 8), og derefter med 4 ugers mellemrum frem til de sidste hvalpe antages ikke at være beskyttet længere (Uge 12 og 16). 

Efter de 3 første vaccinationer skal hvalpen revaccineres 1 år efter. Først fra denne vaccination har hvalpen fået en fuld basisvaccination. Herefter er det afhængig af, hvilke vacciner/sygdomme hunden skal dækkes ind imod, hvor ofte den skal vaccineres. Fx vaccinationen mod hundesyge, parvovirus og leverbetændelse holder i 3 år, hvorimod vaccination mod leptospirose og kennelhoste kun holder 1 år. 

Da kennelhoste kan forårsages af forskellige vira/bakterier, findes der en separat vaccine for dette, som hunden skal have for at være fuldt vaccineret imod kennelhoste. Man være opmærksom på, at hvis hunden ikke har været vaccineret mod kennelhoste før, skal vaccinen være givet mindst 3 uger før risikoperioden/kennelophold. Ellers vil der ikke være udviklet et fuldt respons.

Ang. killinger gælder det samme princip for basisvaccination; 8, 12 og 16 uger. Herefter når den er knap 1 år, og derved opnår fuld basisvaccination. Efterfølgende skal katten vaccineres hvert 3. år mod kattesyge, og afhængig af risikovurdering hvert eller hvert 3. år mod herpesvirus og calicivirus. Hvis der ønskes immunitet mod chlamydia og leukæmivirus, skal der også revaccineres hvert år.

Specielt om hundesyge/hvalpesyge

Da den vilde fauna i Vestjylland, omfattende bl.a. mink, ræv, mårhund) kan være bærere af samme virus, som giver hundesyge hos hunde, anbefaler vi kraftigt, at man holder vaccinationen af sin hund opdateret.

Det samme gælder den virus, som giver sælerne sælpest, det er også den type virus som giver hundesyge. Så lad ikke din hund snuse til en død sæl på stranden, da selv en vaccineret hund kan tage virus med videre og smitte andre hunde.